Menu

Sådan støtter du bedst dit barn

image Støt og motiver dit barn. Det giver selvtillid og lyst til mere - og den positive energi spreder sig. Foto: Camilla Thorsø Lundsby
DGI ved  Emma Biørn Fish
09. januar 2017 kl. 12:06
Dit engagement er vigtigt, men hvordan hjælper du bedst dit barn fra sidelinjen? Der skal skrues ned for stemmen og op for støtten, mener ekspert.

Det er let at blive revet med, når dit barn spiller kamp. Faktisk kan det være svært at lade være. Og det kan være svært at holde sin mening for sig selv, når din søn ikke får nok spilletid, når din datter bliver taklet, eller når dommeren dømmer helt forkert.

Men hvordan er du den bedste forælder til et barn, der dyrker sport? Knud Ryom, som formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum, giver her 15 råd til, hvordan man skal – og ikke skal – opføre sig som forælder på sidelinjen.

10 måder at støtte dit barn

  1. Vær det, du er: Mor eller Far. Din primære rolle er at vise interesse og støtte, så vær til stede, og vær opmærksom
  2. Hav styr på de basale ting: Sørg for mad, vand og ekstra tøj, så dit barn kan koncentrere sig om at være til stede på banen
  3. Kom endelig og hep på sidelinjen: En god indstilling til kampen smitter af på børnene
  4. Engager dig med de andre forældre. Dit barns sport er en udmærket genvej til et nyt netværk, som kan komme både dig selv og dit barn til gode
  5. Hyg dig undervejs. Jo mere du hygger dig til dit barns sportsarrangement, jo mere engageret og glad virker du, og det smitter af på barnet
  6. Dyrk selv sport. Hvis dit barn ser, at sport er en naturlig del af din hverdag, vil sport også blive en naturlig del af barnets
  7. Deltag rent logistisk. De færreste klubber har råd til at køre børnene til stævner, så der er behov for forældre, der træder til
  8. Tal pænt. Det kan godt være at din søns fodboldkamp føles som at stå på stadion, men du kan ikke bare skælde ud og råbe, som du måske ville gøre under en FCK/Brøndby-kamp. Børnene fanger lynhurtigt jargonen og bruger den selv. Det skaber dårlig stemning
  9. Tal med dit barn efter dårlige oplevelser. Træneren er der for at lære børn teknikker, men kan sjældent opmuntre 12 drenge efter et sviende nederlag. Så tal det igennem, trøst og støt, så dit barn får mod på at prøve igen
  10. Motiver dit barn. Det skal være sjovt at dyrke sport, så tal med dit barn og find ud af, hvorfor han/hun kan lide sin sport – på den måde kan du hjælpe med at dyrke de ting, der gør sportsgrenene sjov for dit barn

5 ting, der IKKE støtter dit barn

  1. At råbe: Det kan være pinligt for barnet, at Mor eller Far står og råber på sidelinjen, og det fjerner fokus fra spillet
  2. At blande dig i coaching: Du skal respektere trænerens metoder. Hvis ikke du gør det, gør dit barn det heller ikke
  3. At lade dit barn droppe sporten, første gang han/hun møder modstand. Det er godt for barnet at lære ansvar og at kæmpe for sine interesser. Bliver barnet ved med at ville stoppe, skal I selvfølgelig tale om det og lade barnet vælge
  4. At blive væk fra alle arrangementer. Din tilstedeværelse er vigtigt for barnet, og viser du ikke din interesse, tror barnet ikke, at du synes, at sporten er vigtig, og holder derfor selv op med det
  5. At konkurrere med andre forældre. I er der for jeres børn, så hyg jer med hinanden i stedet for at diskutere og sammenligne. Et dårligt klima udenfor banen påvirker børnene på banen

 

SOIF.dk benytter cookies, så vi kan forbedre DIN oplevelse her på siden. Ved fortsat brug accepterer du at SOIF benytter cookies!
Luk